Vi har dummet os. Så klar er konklusionen fra Brøndbys cheftræner Jesper Sørensen efter det ubærlige Conference League-exit mod Legia Warszawa.
3. kvalifikationsrunde blev endestationen for Jesper Sørensen og co., der dermed blot nåede fire europæiske kampe, inden det sluttede.
Selvom Brøndby var dominerende i begge kampe mod Legia Warszawa, viste polakkerne mere effektivitet, hvilket blev udslagsgivende i begge opgøre.
Læs også: Jan Bech Andersen trækker Instagram-kommentar lidt i land: ‘Det er et fælles ansvar’
Polsk effektivitet krydret med personlige Brøndby-fejl viste sig at være en dødbringende cocktail, og Jesper Sørensen erkender i et interview med klubbens hjemmeside, at man i det store hele dummede sig over de to kampe.
– Vi har dummet os i de her to kampe. Vi skulle hele tiden jagte, og vi dummede os i sidste uge. Vi har lukket fire mål ind i to kampe mod et hold, der ikke har truet os ret meget. Det er klart, at de har været dygtige og skarpe på det, de har haft, og vi har ikke været det, siger Brøndbys cheftræner efter opgøret i Warszawa.
Jesper Sørensen mener, at man i første halvleg af torsdagens opgør i Polen ikke kunne have spillet meget bedre, end Brøndby gjorde, og derfor gør det ekstra ondt på ham, at man ikke får muligheden for at opnå mere europæisk fodbold.
Læs også: Legia-træner: Ingen lagde mærke til Brøndbys opførsel – Jeg vil ikke undskylde!
– Vi må bare sige, at det selvfølgelig er skuffende, fordi over to kampe synes vi egentlig, at vi har været det bedre hold. Men det er dem, der går videre, og det er en kæmpe skuffelse for os.
Med ingen europæiske kampe i kalenderen kan Brøndby lægge al deres fokus i Superligaen og den danske pokalturnering.
Næste opgør i ligaen er søndag ude mod AaB.