Mathias Kvistgaarden fik en sludder med FC Midtjyllands bestyrelsesformand, Claus Steinlein, som roste den målscorende Brøndby-angriber for et interview på TV.
‟Jeg vil gerne rose Bech og Diao, for jeg må være ærlig at sige, jeg har også lige sagt det til de andre, jeg hader at spille overfor de to.‟
Sådan sagde Mathias Kvistgaarden til Viaplay, da han efter søndagens sejr på 2-0 over FC Midtjylland blev bedt om at forholde sig til, om midtjyderne var en af hans yndlingsmodstandere.
Læs også: Vallys erkender muligt straffespark: Mere kontakt end jeg regnede med
Den 22-årige Brøndby-angriber scorer flittigt mod ulvene, og det gjorde han også søndag, men det var ikke et entydigt ja, fordi Mathias Kvistgaarden har stor respekt for FC Midtjyllands to stærke stoppere.
Efter det interview fik han ros fra FC Midtjyllands bestyrelsesformand Claus Steinlein, fortæller Brøndby-angriberen ifølge Ekstra Bladet.
– Han roste mig for at rose Diao og Mads Bech. Så sagde jeg til ham, at når man møder modstandere, som er irriterende at spille overfor, så skal de også have et klap på skulderen og vide, at de gør det godt.
Det går dog begge veje. Det er ikke kun Mathias Kvistgaarden, der synes, at de to store FC Midtjylland-stoppere er træls at spille overfor:
– Diao sagde til mig inde på banen, at det var irriterende, at jeg løb så meget. Så mon ikke, at de også synes, at jeg er irriterende, siger Brøndby-målscoreren.
22-årige Mathias Kvistgaarden står noteret for 12 sæsonmål i Superligaen.
Læs også: Henrykt Tahirovic: Følte jeg dominerede – både med og uden bolden