Stijn Spierings var ikke udtaget til Brøndbys kamp mod Randers, og det var ganske enkelt en beslutning, Frederik Birk traf.
På Stijn Spierings CV står klubber som AZ Alkmaar, Toulouse og Lens.
Alligevel har den hollandske midtbanespiller meget svært ved at komme på holdet i Brøndby, som han skiftede til i begyndelsen af indeværende sæson.
Læs også: Birk vil ikke udstille Spierings efter dumt rødt kort
Den 29-årige tidligere Ligue 1-profil er langt fra startopstillingen, og mandag eftermiddag så han hele kampen fra tribunen, da Brøndby slog Randers med 4-3.
Hollænderen var hverken syg eller skadet. Han var vraget.
– Der er egentlig ikke så meget. I dag havde jeg valgt den trup, som i mine øjne skulle til for at vinde den her fodboldkamp, og det afskriver ikke Stijn fra at være med igen, siger Frederik Birk til Tipsbladet.
Stijn Spierings blev hentet til Brøndby som en stor profil, efter han var blevet løst af sin kontrakt i franske Lens, og Frederik Birk erkender, at hollænderen næppe har fået den spilletid, man havde forventet.
– Det er rigtigt, at hans cv er større, end den mængde spilletid, han har fået her i Brøndby, men det var et valg på, hvem der skulle besætte hvilke positioner i truppen i dag, for at få det til at gå bedst op
Brøndby skal allerede fredag i ilden igen, når man møder selvsamme Randers på udebane.
Læs også: Spierings lettet over Lens-exit: Ingen gad mig – Præsidenten pressede mig ud