Brøndby kommer til at gå glip af en stor indtægt, efter Sydsiden bliver lukket ned i de sidste tre hjemmekampe i 2024.
Fodboldens Disciplinærinstans gav Brøndby en hård straf efter søndagens Derby-ballade. Tre hjemmekampe med Sydsiden lukket og et loft på 14.000 tilskuere.
En af de historisk hårdeste straffe, sagde Ole Palmå i kølvandet på straffen, som man dog accepterede.
Læs også: Efter Derby-skandale: Sydsiden lukkes resten af året
Ifølge Brøndbys administrerende direktør har Sydsidens lukning en ”voldsom økonomisk konsekvens” for klubben, og det er ikke nogen underdrivelse.
Sportsøkonom Jesper Jørgensen fortæller nemlig i et interview med Campo, at Brøndby går glip af millioner af kroner.
– Vi taler om millioner af kroner. Mit bud er mellem 3,5 og fire millioner kroner fra manglende billetsalg. Det afhænger lidt af, hvordan fordelingen bliver mellem sæsonkortholdere, og dem, der betaler fra kamp til kamp, siger han til fodboldmediet.
Det stopper dog ikke ved de manglende billetindtægter.
Brøndby kommer nemlig også til at misse en betydelig omsætning på mad og drikke.
– Det er måske en 8.000 til 10.000 tilskuere, man mister til hver af de tre kampe. Læg dertil salget af øl og pølser på stadion, hvilket vel tegner sig for lidt over en million kroner oveni.
Dermed ender den samlede regning på hele fem millioner kroner.
Et ikke uvæsentligt beløb for en klub, der netop afleverede et 18 måneders regnskab med et dundrende underskud på over 100 millioner kroner.
Sportsøkonomen tøver heller ikke med at kalde bøden for historisk.
– Det er den dyreste bøde, der nogensinde er givet i dansk fodbold.
Læs også: Løb en hel banelængde med pyroteknik: ‘Sådan kunne det ske’
Læs også: Vallys om ballade: Tænkte da på min familie – Det er ikke OK