Debutanten Clement Bischoff var ekstatisk efter sine første minutter på Brøndby Stadion for klubbens førstehold. Det unge stjerneskud siger, at det er en drøm at spille for Brøndbys fans.
17-årige Clement Bischoff debuterede onsdag aften for Brøndby i 3-0-sejren over HIK i pokalturneringens 3. runde, da han kom på banen i løbet af anden halvleg.
Til stor glæde for de fremmødte fans, som på denne flotte efterårsaften tiljublede og hyldede den unge offensivspiller.
Clement Bischoff gjorde sig godt bemærket med et offensivt mindset, men han kom ikke frem til en åbning, der også kunne give ham en debutscoring mod 2. divisionsholdet.
Læs også: Brøndby kører let og elegant over HIK
Det var dog ikke noget manglende mål, der fyldte efter opgøret. Det var i stedet glæden ved at have betrådt græstæppet på Brøndby Stadion iført den gule Brøndby-trøje.
– Det er fuldstændig fantastisk. Det er dét, man drømmer om, når man render rundt ovre på Masterclass. Jeg arbejder hver dag for at komme herind og spille for de her fantastiske fans, siger han til DR2 i minutterne efter kampen.
Clement Bischoff lægger ikke skjul på, at det betyder lidt ekstra, fordi han er Brøndby-knægt helt ind til benet.
– Jeg har altid været Brøndby-dreng og set onkel spille, så at stå her foran de her fans er surrealistisk, tilføjer han.
Læs også: CV: Pokaltriumf er nemmeste vej ud i Europa
Onklen er Mikkel Bischoff, som havde en del kontrakt-år i Brøndby, men som fik tiden ødelagt af skader. Derfor havde Clement også overskud til at drille sit familiemedlem.
– Jeg håber, at jeg kan spille flere kampe end ham. Han havde nogle glasben til sidst. Jeg er bare superglad for at være den næste Bischoff i Brøndby, slutter han.
Clement Bischoff er på kontrakt i Brøndby frem til sommeren 2024.
Læs også: HIK roser Brøndbys værtsskab: Får en klasse behandling