Brøndbys lejespillere kæmper med det i det danske land.
Brøndby sendte i sommer tre spillere på lån i danske klubber.
Den unge, talentfulde duo Jonathan Ægidius og Bertram Kvist skiftede til 1. divisionsklubben Kolding IF, mens Emmanuel Yeboah blev udlejet til Superligaens bundklub, Vejle B.
Læs også: Officielt: Yeboah udlejes til Vejle
Målet med lejeopholdene var, at spillerne skulle få en masse græs under fødderne, men det er ikke just gået som håbet.
Jonathan Ægidius, Kolding IF, udlejet til sommeren 2025
Den 22-årige keeper blev udlejet til 1. divisionsklubben, da han var meget langt fra at kunne udfordre keeperteamet på Brøndbys Superliga-mandskab.
En skade til Koldings Lennart Moser har gjort, at Jonathan Ægidius spillede ni kampe i træk, men efter den tyske keeper er kommet retur, er lejesvenden røget tilbage på bænken, og derfor har han udsigt til at blive reservekeeper – medmindre han vinder pladsen tilbage.
Bertram Kvist, Kolding IF, udlejet til december 2024
Brøndbys midtbanespiller Bertram Kvist har en aftale i Kolding frem til årsskiftet, og selvom han fik debut for klubben dagen efter sit skifte i sommer, har han kun en marginalrolle.
Han fik fuld spilletid i en pokalkamp mod Jyllandsserieholdet Sædding/Guldager IF, men ellers har det kun været små indhop.
Siden den 14. september har han siddet på bænken i syv ud af ti kampe. I de tre øvrige kampe har han fået henholdsvis 19, 4 og 2 minutters spilletid.
Emmanuel Yeboah, Vejle B, udlejet til sommeren 2025
Den ghanesiske angriber fik en drømmestart for Brøndby på den nye sæson med to mål på otte minutter mod Viborg, men der var ingen umiddelbart fremtid på Vestegnen for ham.
Derfor blev han udlejet til Vejle, der havde solgt deres topscorer German Onugkha, men Emmanuel Yeboah har ingenlunde kunne lukke det hul.
Den 21-årige angriber gør sig primært som indskifter, og han er blot startet én Superliga-kamp for bundklubben, og han har hverken scoret eller assisteret for de rød-blusede, der er sidst i Superligaen.
Læs også: Løb direkte ud til cheftræneren: ‘Yeboah har i virkeligheden ikke meget at takke mig for’