Den helt store kniv bliver svunget i Brøndby, hvor også Marko Divkovic har fået grønt lys til at forlade Vestegnen. Det afslører kroaten selv til Tipsbladet.
Det har været en stor prioritet for Brøndby at få ryddet ud i truppen, og i disse dage begynder meget at røre sig. Flere marginalspillere finder nye klubber.
Carl Björk er skiftet til IFK Norrköping på en lejeaftale, mens Rasmus Wikström er tæt på at rykke til Mjällby, hvilket du kan læse om her og her.
Samtidig er Simon Hedlund også tæt på at forlade Brøndby til fordel for Elfsborg, men det slutter ikke her.
Marko Divkovic har været forbi Carsten V. Jensen og Jesper Sørensens kontorer og fået grønt lys til at finde en ny arbejdsgiver denne sommer.
– Vi har talt, og hvis ikke jeg spiller og finder noget nyt, så er det okay for dem og for mig at finde en anden klub og så komme tilbage, siger han til Tipsbladet.
Der er derfor både en leje- og permanent aftale i spil for den tidligere DAC Dunajská Streda-spiller, som i første omgang kom til Brøndby på en lejeaftale.
Læs også: Medier: Augsburg jagtede Brøndbys nyindkøb i januar
Brøndby valgte dog at købe ham fri for et beløb i omegnen af 7,5 millioner kroner, men kroaten har aldrig kunne finde sin rolle på Vestegnen.
Og det behager ham ikke, når han ikke får minutter på grønsværen.
– Jeg vil gerne spille, for jeg spillede nærmest ikke i seks-syv måneder, og jeg har det ikke så godt, når jeg ikke spiller. Så vi får at se, hvad der er bedst for mig, og så tager vi en beslutning om det.
Marko Divkovic har stadig tre år tilbage af sin aftale i Brøndby.
Brøndby har denne sommer også sagt farvel til Christian Friedrich, der er skiftet til Næstved samt Marinus Larsen, der er fortsat karrieren i AC Horsens.
Førsteholdsspillerne Anis Slimane og Mads Hermansen er røget til engelsk fodbold for samlet omkring 65 millioner kroner, og prioriteten for Brøndby er nu at få ryddet helt ud i overskudslageret.
Læs også: Brøndby betaler tocifret millionbeløb for Emmanuel Yeboah