Brøndbys nytilkomne belgier Jordi Vanlerberghe bliver meldt ude i de kommende fire uger. Forsvarsspilleren har pådraget sig en fiberskade, og han er dermed stærkt tvivlsom til resten af kampene i Superligaens grundspil.
Der gik et suk igennem Brøndby-lejren, da Jordi Vanlerberghe måtte lade sig udskifte med en skade i sin uofficielle debut på træningslejren i Portugal for nyligt.
Nu er dommen faldet. Og det er ikke opløftende nyt for Brøndby.
Læs også: Medie: Brøndby har luret på Newcastle-svensker
Klubbens cheftræner Jesper Sørensen afslører nemlig over for Bold, at den nytilkomne belgier Jordi Vanlerberghe er rendt ind i en fiberskade, som holder ham ude i fire uger.
– Han har fået en fiberskade, som vil holde ham ude i fire uger. Han er i hvert fald klar efter landskampspausen, men vi må se, om det bliver før, siger cheftræner Jesper Sørensen.
Brøndby-cheftræneren føler sig dermed overbevist om, at han får glæde af belgieren fra starten af Mesterskabsspillet, men han forventer umiddelbart ikke at kunne gøre brug af Jordi Vanlerberghe i resten af Superligaens grundspil, hvor der fortsat resterer fem kampe.
Et lille håb er dog, at han kan blive en del af truppen mod Silkeborg i den sidste kamp i Grundspillet. Den kamp afvikles den 17. marts, men det virker på nuværende svært at få en rolle i det opgør, da han kun vil have været på træningsbanen i ganske få dage.
Jordi Vanlerberghe skiftede til Brøndby mod slutningen af januars transfervindue for et beløb i omegnen af 4,5 millioner kroner for KV Mechelen.
Den 27-årige forsvarsspiller, der også kan dække en plads på midtbanen, er ved godt mod trods den ufrivillige pause, men Jesper Sørensen føler med belgieren.
– Han havde glædet sig til at komme i gang og til at spille for Brøndby. Han havde glædet sig til at komme i gang med et nyt hold, så det er synd for ham.
Jordi Vanlerberghe er på kontrakt i Brøndby frem til sommeren 2027.
Læs også: Kropstærke og energiske Yeboah imponerer Brøndby-cheftræner