Martin Retov har taget en hård og tårevædet afsked med Brøndby-truppen, fortæller han. Det var forfærdeligt for at være helt ærlig, siger han om afskeden med Brøndby IF.
Martin Retov er fortid i Brøndby IF.
Efter 220 kampe som spillere, 282 kampe som assistenttræner og 18 kampe som midlertidig cheftræner forlader Martin Retov Vestegnen for at forfølge drømmen om at blive cheftræner i AC Horsens.
Læs også: Brøndby får blød start i Europa – Men så bliver det svært
Den 44-årige Brøndby-legende forlader dermed Brøndby efter samlet 14 år, og da der blev taget afsked med ham på Brøndby Stadion inden sæsonens sidste kamp mod AGF var de store følelser på spil.
Brøndbys mangeårige assistenttræner var rørt til tåre, da Sydsiden hyldede ham, og broendbyforfan.dk sad i perfekt udsyn til at kunne se de mange tusind Brøndbyfans tage afsked med en mand, som har betydet så meget for klubben i så mange år.
Læs også: Brøndby begynder sæsonen igen den 21. juli: Europa-kvalifikation få dage efter
Afskeden med Brøndbyfansene var ikke nem. Det fortæller han ærligt i et interview med Brøndby TV i kølvandet på sin afsked med klubben.
– Det var virkelig svært. Jeg opfatter mig selv som en hård type, men der kneb jeg sgu en tåre, siger han og tilføjer, at det var mindst lige så hårdt at sige farvel til spillertruppen dagen efter:
– Det gjorde jeg også dagen efter, da jeg skulle sige farvel til spillerne. Det var forfærdeligt for at være helt ærlig. Det er så mange timer, så mange samtaler, og så mange ting man har haft sammen. Det var virkelig hårdt. Det må jeg sige. Det var en af de hårdeste oplevelser, jeg har haft, siger han.
Martin Retov har i mere end årti haft sin daglige gang i Brøndby, og derfor er der mange ting, den forhenværende spiller, cheftræner og assistenttræner kommer til at savne.
– Der er mange ting, jeg kommer til at savne. Energien, glæden og alle menneskerne. Alle de sociale lag, der er i en klub, som den her. Alle taler godt sammen fra top til bund, og vi anerkender hinanden. Det kommer jeg til at savne ved ikke at have en hverdag herude, fortsætter han.
Men færdig med Brøndby er Martin Retov langt fra. Brøndby-ikonet fortæller videre i det 31 minutter lange interview, som kan ses i sin fulde længde her, at han ser frem til at besøge Brøndby Stadion som tilskuer.
– Jeg glæder mig til at komme herud som tilskuere og se Brøndby spille uden at have de analytiske briller på – bare komme ud og se en kamp med ro i maven. Det glæder jeg mig faktisk lidt til, siger han og fortsætter:
– Jeg kommer til at være her så tit, jeg kan i forhold til, hvordan det passer ind i mit program med Horsens, så det er kun et på gensyn, slår han fast.
Læs også: Se billederne: Flot hyldest og tifo til Martin Retov