Brøndbys bestyrelsesformand Jan Bech Andersen erkender, at Brøndby har accepteret for lave bud på sine profiler, fordi man har været økonomisk presset.
Mens Brøndbys konkurrenter i Superligaen har solgt profiler og talenter for trecifrede millionbeløb, har de blå/gule fra Vestegnen haft problemer med at følge med.
Jesper Lindstrøm og Mads Hermansen blev solgt for cirka 50 millioner kroner i transfersum, mens Morten Frendrup blot kostede 28 millioner kroner, da han i begyndelsen af 2022 skiftede til Genoa.
Læs også: Jan Bech, Wass og Maxsø bliver ejere af dansk ishockey-klub
Brøndbys bestyrelsesformand Jan Bech Andersen erkender blankt i et interview med Eurosport, at man har solgt spillere for billigt de seneste sæsoner.
– Vi har hængt efter primært fordi, vi var lidt økonomisk presset, og så tog vi nogle bud, der var lavere, end de burde være, siger Brøndby-bossen.
Men transfersummene på Masterclass-trioen er ikke helt retvisende.
Læs også: Jan Bech drømmer om snarligt 100 millioner kroners salg i Brøndby
Jan Bech Andersen fortæller nemlig, at man har høstet flot på bonusser.
– Vi har heldigvis fået procenter med i de her aftaler, så vi nu får nogle penge i kassen – senest med Mads (Hermansen red.), der rykkede op i Premier League, fortæller han med henvisning til oprykningsbonussen på fem millioner kroner.
Jesper Lindstrøm har for Brøndby også været lidt af en guldkalv.
Offensivspilleren spillede mange kampe i Eintracht Frankfurt, hvor han var en stor profil, mens han også vandt Europa League inden sit store salg til Napoli.
Og det har man kunne mærke på Vestegnen.
– Heldigvis lukker de her bonusordninger lidt af det gab, der har været. Vi kommer for eksempel over 100 millioner kroner på Jobbe (Jesper Lindstrøm red.), så det hjælper jo på det samlede resultat, slutter han.
Læs også: Medie: Napoli transferlister Masterclass-knægten Lindstrøm