Clement Bischoff er ikke afvisende for at forlænge med Brøndby, men han har stadig øjnene mod et skifte til udlandet.
Clement Bischoff var tidligere på måneden tæt på at få sin store drøm om udlandet til at gå i opfyldelse, da han var millimeter fra at tegne en forhåndskontrakt med Brighton.
Skiftet kollapsede dog i 11. time, da man ikke kunne blive enige om de personlige detaljer i den store aftale, der stod til at indbringe Brøndby mellem 60- og 75 millioner kroner.
Men hvad så nu?
Clement Bischoff har overstået sin to dages karantæne, og er derfor igen til rådighed for de blågule, der mandag møder Lyngby BK i Superligaen.
Om han er i gang med sine sidste kampe for Brøndby trods det missede skifte til Brighton, ved han ikke.
Der er flere muligheder åbne, fortæller han i et interview med 3point.dk.
– Det er en mulighed at forlænge med Brøndby, eller at skifte til sommer. Planen har hele tiden været, at jeg ikke ville tidligere afsted end til sommer, siger teenageren, der fik sin Superliga-debut for Brøndby i sidste sæson.
Selvom det er en mulighed at forlænge kontrakten med Brøndby, er øjnene rettet mod det store udland for teenagekometen.
– Jeg arbejder hårdt hver dag på at få det skifte til udlandet, og jeg har en plan for at få det skifte på et eller andet tidspunkt. Men jeg ved at hvis jeg fortsætter med at arbejde og gøre det jeg gør nu, så skal det nok komme før eller siden.
Clement Bischoff har halvandet år tilbage af sin aftale med Brøndby.
Læs også: Efter misset PL-skifte: Birk forstår, hvis Bischoff er skuffet
Læs også: Schmedes afviser engelsk Bischoff-historie: Klubberne var enige