Fodboldekspert Stig Tøfting mener, at det udefra ligner en magtkamp mellem Daniel Wass og Jesper Sørensen. Thomas Gravesen mener også at kunne tyde utilfredshed hos Brøndby-veteranen.
Daniel Wass har siden sit comeback til Brøndby for to år siden været en stor skikkelse – og det er han stadig.
Den 35-årige midtbanespiller er dog faldet gevaldigt i hierarkiet, efter cheftræner Jesper Sørensen valgte at pege på Jacob Rasmussen som anfører, selvom Daniel Wass havde båret anførerbindet i syv ud af ni kampe i denne sæson.
Læs også: TV-eksperter uenige om betydning af anførervalg: En degradering af Wass
Søndag aften var derfor første kamp i flere uger, at Daniel Wass ikke førte Brøndby-mandskabet på banen, og efter 70 minutter blev han pillet af banen – til trods for, at han i de tre kampe forinden havde spillet fuldtid.
En hård uge for Daniel Wass, og udefra kan det ligne en magtkamp mellem Jesper Sørensen og den rutinerede stjernespiller, mener Stig Tøfting i sin klumme hos Tipsbladet.
– Udefra set kan det ligne en magtkamp. Et er, at han ikke får anførerbindet, og det næste er så, at han bliver pillet ud. I min verden kunne Jesper Sørensen ligeså godt have pillet Radosevic ud og ladet Daniel Wass og Stijn Spierings spille sammen. Det virker til, at Jesper Sørensen skal vise, hvem der er chefen, skriver Stig Tøfting.
Læs også: Wass trak sorteper i anførergruppen: ‘Selvfølgelig var han i spil’
Stig Tøfting pointerer videre, at Daniel Wass’ ansigtsudtryk ved udskiftningen heller ikke efterlod nogen tvivl om, at han var utilfreds.
Det samme pointerede Viaplays Thomas Gravesen i fodboldprogrammet Onside.
– Jeg synes, at begge de gange, hvor vi har set Daniel Wass blive taget ud, har vi set et ansigtsudtryk og en attitude og en Daniel Wass, som er utilfreds. Og hvis han ikke hilser på træneren, er der så helt et klart et eller andet, som ligger lige under overfladen og bobler? Så for mig ser vi en stjerne her, som kæmper med det lige i øjeblikket.
TV-billeder viste Daniel Wass passere Jesper Sørensen ved sin udskiftning, men om det var overlagt eller tilfældigt, kan der kun gisnes om, for hovedpersonen var ikke tilgængelig for interview efter opgøret på Brøndby Stadion.
Kenneth Emil Petersen satte også nogle ord på Daniel Wass-situationen søndag aften:
– Selvfølgelig er det hårdt for Wass ikke at få det anførerbind. Selvfølgelig fylder det hos Daniel Wass. Hvis han sådan helt rationelt sætter sig ned og kigger på det og ser, at han har udløb om et år, hvor han til den tid vil være 36 år, så tror jeg godt, at han kan forstå valget, sagde han.
Daniel Wass kontrakt løber ud i sommeren 2025.
Læs også: Medie: Brøndby tilbageholden med ny aftale til Wass – Vil udskyde snakken til foråret