Viaplays fodboldekspert Stig Tøfting føler sig overbevist om, at Mathias Greve skifter Brøndby ud med Randers. Kronjyderne bekræfter interessen i Brøndby-reserven.
Mathias Greve åbnede for nyligt op for et sommerskifte, efter han er havnet længere nede i Brøndbys midtbane-hierarki.
Den 29-årige midtbanespiller har været kædet sammen med sin tidligere klub Randers FC, der arbejder på at finde en afløser for Mads Enggård, der er solgt til Molde.
Læs også: Randers holder øje med gammel kending i Brøndby
Kronjydernes cheftræner Rasmus Bertelsen blev forholdt den mulige interesse i Mathias Greve, og han lagde ikke skjul på, at det er en spiller, han meget gerne ser i lyseblåt.
– Det er en rigtig dygtig spiller, som jeg har arbejdet med før. Det lyder som et godt emne, siger han til Viaplay og tilføjer:
– Det er ingen hemmelighed, at jeg har et blødt punkt for ham, så det ville jeg være interesseret i, hvis det kan lade sig gøre, fortsætter han.
Læs også: Officielt: Schwartau skriver fire år med Norwich
Viaplays fodboldekspert Stig Tøfting føler sig overbevist om, at der allerede ligger en handel klar mellem de to Superliga-klubber.
– Jeg tror, at den er hjemme. Det er et spørgsmål om, at Brøndby får lukket den formodentlige handel med en ny central midtbanespiller. Når den er i hus, så er det lukket af, at han ryger til Randers, men de kan selvfølgelig ikke gøre noget, før de er sikre på at få noget ind, siger fodboldeksperten, der mener, det vil være et godt køb af Randers FC.
– Det er plug and play. Han har en fremragende fodboldalder og kan stadig levere. Det er en no-brainer, siger han.
Randers FC’s sportsdirektør Søren Pedersen skjuler heller ikke, at man er interesseret i at lukke en aftale i den sidste uge af transfervinduet.
– Jeg kender godt hans situation, så nu ser vi, hvad der kan lade sig gøre. Heldigvis er der en uge tilbage. Jeg har ikke snakket med CV om økonomi, men det kunne godt være interessant for os, siger Randers-bossen til Viaplay.
Mathias Greve har kontraktudløb om ti måneder.
Læs også: CV bekræfter: Arbejdet på at forlænge Schwartaus aftale