Brøndby har afvist to bud på Frederik Alves inden for de seneste par dage.
Det kom tidligere på ugen frem, at den tyrkiske klub Trabzonspor havde fremsendt et bud på Frederik Alves – angiveligt på i omegnen af 15 millioner kroner.
Buddet blev dog afvist.
Læs også: 15 millioner kroner: Brøndby har modtaget bud på Frederik Alves
Det skriver Tipsbladet, der lørdag eftermiddag kan afsløre, at den tyrkiske klub er vendt retur med et forbedret bud på 19 millioner kroner.
Brøndbys nye fodbolddirektør Benjamin Schmedes holder dog fast. Dette bud skulle også være blevet afvist.
I tyrkiske medier forlyder det, at Frederik Alves er åben for at rykke fra Vestegnen til Trabzonspor, men Brøndby har tilsyneladende andre planer.
Tyrkerne har jagtet Frederik Alves igennem mange måneder, og de har tidligere fået afvist bud i omegnen af 11 millioner kroner.
Brøndby-stopperen har kontrakt med Brøndby i halvandet år endnu, efter han kom til klubben i 2022.
Han blev hentet i West Ham for 7,5 millioner kroner, så Brøndby står til at score en pæn profit på ham, hvis man beslutter sig for at sælge.
Læs også: Medie: Frederik Alves interesseret i tyrkisk skifte