Lens har indvilliget i at lade Stijn Spierings foretage et transferfrit skifte til Brøndby, så de sparer en stor lønudgift i de kommende tre år på en spiller, der ikke indgik i planerne.
Der var glæde at spore i Lens-lejren, da de i juni 2023 kunne præsentere den eftertragtede Stijns Spierings på en fire-årig aftale.
Hollænderens kontrakt var udløbet med Toulouse, og derfor skiftede han transferfrit til den franske klub, der lokkede med Champions League-bold.
Læs også: Brøndby-bombe: Betaler ingen transfersum for Spierings
Lens snuppede ham, da han var varmest. Midtbanemanden var sågar langt i forhandlingerne med PSV i hjemlandet, da den fremadstormende franske klub kom ind fra højre.
Lidt mere end et år senere er han sendt til Brøndby. Løsrevet fra sin kontrakt med Lens.
Katastrofen i Lens indtraf allerede tidligt for Stijn Spierings, der en måneds tid inde i Lens-eventyret blev vejet og fundet for let. Han fik nogle indhop i starten af sæsonen, men han havde svært ved at tilpasse sig Franck Haises spillestil.
Nedturen kulminerede, da han blev sorteret fra den 25 mands trup, der skulle registreres til Champions League. Et stort hak i selvforståelsen for hollænderen, som foretog netop skiftet til Lens for at spille i det forjættede land.
Han blev efterfølgende udlejet til Toulouse, som han havde spillet for i flere sæsoner i træk inden Lens-skiftet, men han fik aldrig fundet sit gamle niveau. Han vendte i sommer retur til Lens, men heller ikke Will Still har kigget hans vej.
Parterne har derfor arbejdet hårdt på et exit denne sommer.
Lens har i løbet af de seneste mange uger forsøgt at sælge ham, og de satte ham sågar ned på reserveholdet for at demonstrere, hvor langt fra holdet han var. Men ingen ville bide på og betale en lille transfersum for ham.
Det har derfor stået lysende klart for den franske klub de seneste dage, at de ville kunne brænde inde med en uønsket spiller, der fortsat har tre år tilbage af sin kontrakt, og som menes at tjene i omegnen af seks millioner kroner årligt.
Potentielt 18 millioner kroner i lønning til en spiller, man ikke har i sinde at bruge. Derfor blev løsningen at fritstille ham, da Brøndby meldte sig på banen, så man var sikre på, at han kom væk – og man så sparede for at betale hollænderens lønning.
Om Stijn Spierings videre har krævet et lille gyldent håndtryk på vej ud ad døren, skal være usagt.
Men Brøndby har formentlig givet ham en hæderlig sign-on-fee, der kompenserer for en del af den løn, Stijn Spierings har måtte give afkald på.
Stijn Spierings har fået tre år i Brøndby.
Læs også: Ny mand på Vestegnen: Brøndby og Spierings er enige