Emmanuel Yeboah er angiveligt tæt på at blive udlejet til Vejle B, skriver TV2 Sport.
Emmanuel Yeboah har haft et undervældende ophold i Brøndby, siden han for et år siden skiftede fra rumænske Cluj til de blå/gule fra Vestegnen.
Nu slutter opholdet på Vestegnen – for nu.
Læs også: Hånd i ansigtet: Rasende Yeboah forklarer tumult
TV2 Sport beretter, at den 21-årige angriber skifter til Superligaens bundprop Vejle B på en lejeaftale for resten af sæsonen.
Emmanuel Yeboah bliver hentet ind som afløser for Vejles topscorer German Onugkha, der angiveligt skifter til FC København i de kommende timer.
Angriberen kom senest på banen for Brøndby i søndagens Derby mod FC København, men ellers har det været småt med spilletid i den gule trøje.
Læs også: Yeboah til holdkammeraterne: Jeg er ikke Ronaldo, jeg er ikke Messi
Emmanuel Yeboah fik ellers en drømmestart på den nye sæson med to scoringer i premierekampen mod Viborg, men Jesper Sørensen har tilsyneladende ikke set det store gennembrud til ghaneseren, der nu fortsætter i en anden dansk klub.
Nyheden om Emmanuel Yeboahs skifte til Vejle kommer få timer efter, at det kom frem, at Brøndby henter Mileta Rajovic.
Den 25-årige angriber skifter til Brøndby fra Watford – ligeledes på en lejeaftale for resten af sæsonen.