Jonas Krumrey skifter til Brøndby på en sæsonlang lejeaftale, lød det på RB Salzburgs X-profil, men den unge keeper skifter ikke til Vestegnen.
Der har været transferstille på Vestegnen denne sommer, hvor Brøndby blot har gjort ét indkøb, som allerede faldt den 10. juni, da Patrick Pentz skrev en fire-årig aftale.
Tirsdag eftermiddag var der dog transferalarm, hvis man skulle tro Red Bull Salzburg, der på deres sociale medier skrev, at keeperen Jonas Krumrey rykker til Brøndby på en lejeaftale for hele sæsonen.
Læs også: Andre tilbud på hånden: Puerta tøver – I tvivl om BIF-skifte
Den 20-årige tyske keeper har dog ikke kurs mod Brøndby, men han skifter rigtig nok til Superligaen.
Alt imens den østrigske klub skrev, at han var på vej til Brøndby, har Lyngby nemlig løftet sløret for, at de har lejet Jonas Krumrey for resten af sæsonen.
Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
– Jonas har et rigtig stort potentiale, og han er også en målmand, som de fortsat tror rigtig meget på i Salzburg, hvor han er tiltænkt en vigtig plads i fremtiden. Vi glæder os til at få ham ind i vores stærke træningsmiljø og målmandsteam, hvor der er en sund konkurrence om pladsen i målet, udtaler Lyngbys fodboldchef Nicas Kjeldsen.
Det har vist sig at være en kommunikativ brøler i den østrigske klub, for kort efter blev opslaget med Brøndby pillet ned og afløst af et opslag, der bekræfter hans skifte til Lyngby.
Så ingen handel til Brøndby i denne omgang…
Læs også: Transferrekorden står for fald: Brøndbys bud er accepteret