Leopold Wahlstedt lignede Brøndbys nye førstekeeper sidste sommer, men på målstregen trak han sig. Nu tyder det på, at han ender i AGF efter et halvt år på bænken i Blackburn Rovers.
Brøndby havde fået accepteret et bud. Der var enighed om de økonomiske detaljer i kontrakten. Flybilletterne var bestilt, men Leopold Wahlstedt dukkede aldrig op på Vestegnen.
En af de mest bizarre transferdramaer udspillede sig for et års tid siden, da Brøndby jagtede en afløser for Mads Hermansen, der var blevet solgt til Leicester.
Læs også: Norsk medie: Wahlstedt har valgt – Vil til Blackburn
Den svenske keeper valgte på målstregen at give Brøndby en kold skulder og i stedet skrive kontrakt med Blackburn Rovers, der tilbød ham en bedre lønpakke.
Men det har været en kedelig omgang Fish n Chips for svenskeren.
Leopold Wahlstedt er blevet slået af, og han har siddet på bænken i mere eller mindre hele 2024, hvilket har fået ham til at søge væk.
Læs også: Wahlstedt-bomben: Blackburn tæt på at hijacke handlen
Ifølge Tipsbladet ender han med et års forsinkelse i Superligaen. Men naturligvis ikke i Brøndby. Det er i stedet AGF, der ser ud til at købe ham.
Mediet skriver, at AGF og Blackburn er så godt som enige om en overgangssum på 7,5 millioner kroner, hvilket er lidt mere, end hvad Brøndby sidste sommer bød for ham.
Helt ironisk falder Leopold Wahlstedts mulige skifte til Superligaen blot et døgn efter, at Brøndby præsenterede Patrick Pentz på en fire-årig aftale.
Den østrigske keeper blev hentet ind på en lejeaftale som en sublim nødløsning, da Brøndby stod med håret i postkassen efter afvisningen fra Leopold Wahlstedt.
Patrick Pentz leverede en glimrende sæson på Vestegnen, og derfor begyndte udenlandske klubber at røre på sig, inden han alligevel valgte at sætte pen på en fire-årig kontrakt.
Læs også: Pentz-agent imponeret over CV: Hvem ved, hvad der kunne være sket?