Nicolai Vallys agent Mikkel Beck sørger for at gøre opmærksom på sin klient i kølvandet på endnu en flot præstation søndag eftermiddag. Er han den bedste spiller nogensinde i Superligaen, spørger han på det sociale medie, X.
Nicolai Vallys har været en eminent spiller for Brøndby, siden han i sommeren 2022 foretog det store skifte fra det ydmyge Søhøjland i Silkeborg til det større pres på den københavnske Vestegn i Brøndby.
Offensivspilleren trives med presset, og han var en stor spiller i sidste sæson med seks mål og seks assists i 24 kampe, mens han i denne sæson har lagt yderligere på sit spil.
Læs også: Vurderingen: Brøndby har Superligaens bedste spiller
10 mål og 4 assists i 19 kampe står Nicolai Vallys noteret for i Superligaen, og søndag eftermiddag havde han næstsidste fod på bolden to gange, da Brøndby snuppede en 3-0-sejr over OB.
Fodboldekspert og en trofast Vallys-støtte i Thomas Gravesen var ikke sen til at kalde Nicolai Vallys for ligaens bedste spiller, og Vallys’ agent Mikkel Beck sørger også for at sætte Brøndbys offensivspiller helt op på den store klinge.
På sin profil på det sociale medie X skriver han nemlig følgende:
– Denne spiller stopper aldrig med at imponere. Vallys med to fantastiske assists. Assists som kun han er i stand til at lave. Bedste spiller nogensinde i den danske Superliga?, spørger han sine knap 18.000 følgere på X.
Læs også: Vallys om Suzuki: En rigtig dejlig fodboldspiller
Nicolai Vallys skrev i september en ny to-årig aftale med agentfirmaet Beckster International, som Mikkel Beck ejer.
Ved den lejlighed lagde agentfirmaet heller ikke skjul på, at rejsen langt fra er færdig, så mon ikke Vallys-lejren håber på at kunne sikre et stort udlandsskifte til sommer – eller i hvert fald i et af de kommende transfervinduer.
Hans kontrakt i Brøndby løber frem til sommeren 2026.
Læs også: Vallys efter opvisning: Du får mig ikke til at sige, at jeg er den bedste spiller i Superligaen