Brøndbys offensivspiller Nicolai Vallys fortæller, at hele truppen er klar over betydningen af søndagens opgør mod Silkeborg IF.
Brøndby har aldrig investeret så meget i truppen som i denne sæson, men alligevel er klubben i overhængende fare for at slutte blandt de seks dårligste i Superligaens grundspil.
Det hele bliver afgjort på søndag, hvor Brøndby som minimum skal have ét point i hjemmekampen mod Silkeborg IF, for det er en direkte duel mellem de to klubber om den sidste plads i top 6.
Nicolai Vallys fortæller, at man i de seneste dage er rykket tæt sammen i truppen og har forstået, hvad der er på spil for klubben.
– Vi tager situationen alvorligt, og det viser reaktionen på træningsbanen også. Vi er med på, at det her ikke må ende galt, siger Brøndbys offensivspiller til TV3 Sport og tillføjer:
– Vi er rykket tættere sammen. Det er det, der oftest sker, når der kommer larm ude fra. Det virker som om, at alle har kigget sig selv i spejlet. Der har både været en positiv reaktion på træningsbanen og i omklædningsrummet, fortæller han.
Nicolai Vallys var én af flere fra klubben, der talte ind i et muligt mesterskab i denne sæson, og han erkender, at man aldrig havde forestillet sig, at man skulle stå i en situation, hvor man kæmper med næb og kløer for en plads i top 6.
– Vi har ikke haft så meget i hovedet, at det var her, vi skulle ende, men nu er det gået op for os, at vi skal stå og snakke top 6 før den sidste runde. Det er alvorligt, og det tager vi enormt seriøst.
– Vi kan godt mærke, der er pres på, men det skal vi kunne leve under.
Brøndbys målscorer erkender, at præstationerne i foråret har været langt under middel.
– Vi har ikke præsteret nok. Vi har manglet noget ryggrad. Det har været lidt for fint og poleret i perioder, og vi har måske været for lidt resultatorienteret. Nu har vi en kamp, hvor i den grad skal have et resultat, siger Vallys og forsikrer, at man er klar.
– Vi tror virkelig på os selv, og mens jeg har været i Brøndby har der ikke været højere niveau til træning, så det håber jeg, vi kan få løst og vist, hvor gode vi kan være.
Opgøret mellem Brøndby og Silkeborg kan ses på TV3+-
Læs også: Brøndby-cheftræner erklærer sig overrasket – Men fortryder ikke store armbevægelser