Selv de yngste fodboldspillere får svimlende sign-on-fees og lønninger i dansk fodbold. Brøndby bidrager til festen, men kan ikke måle sig med FC København.
Der er udbrudt en talentkrig i dansk fodbold.
Når de yngste spillere på 15 år, kan skrive en professionel kontrakt, er der absurde summer involveret.
Ekstra Bladet kunne for præcis et år siden afsløre, at det ikke er ualmindeligt, at der tilbydes et sign-on-beløb op til 750.000 kr. og en månedsløn på 40-50.000 kr. for de unge spillere.
Og ifølge avisen er det især i Københavns-området, at talentkrigen har udviklet sig voldsomt inden for de seneste år, hvor FC Nordsjælland, Brøndby og FC København slås om de 15-årige knægte.
Brøndbys fodbolddirektør Carsten V. Jensen har tidligere meldt ud, at man på Vestegnen har oprustet i Masterclass, så man er i spil til de største talenter i Norden.
Men de blå/gule skal måske finde endnu et gear i den nærmeste fremtid.
Bold kan nemlig afsløre, at der onsdag blev lavet en historisk aftale i dansk fodbold. 15-årige Mads Jørgensen skrev under på en aftale med FC København. En aftale, der med en underskrift gjorde stortalentet til millionær.
Ifølge fodboldmediet har den unge knægt fået over én million kroner i sign-on-fee med en tilhørende månedsløn på hele 50.000 kroner.
Men en lignede aftale kunne allerede være sket sidste forår.
Nordjyskes journalist Simon Ydesen skriver på sin X-profil, at Brøndbys nuværende U/17-angribr Jacob Ambæk fik tilbudt en lignede kontrakt af FC København, da han som 15-årig kunne skrive under på en professionel aftale.
Derfor måtte Brøndby også finde et attraktivt beløb frem til stortalentet, men uden at præcisere økonomien i Jacob Ambæks aftale på Vestegnen, bliver det beskrevet som slet ikke på niveau med, hvad han fik tilbudt på Østerbro.
Men det er et vidnesbyrd om den massive kamp, der er om de helt unge talenter i dansk fodbold.
Læs også: Masterclass-talenter i høj kurs: Indbringer Brøndby rekordhøje beløb
Brøndby opruster også
Brøndby har over de seneste år også intensiveret jagten på unge spillere, som man på sigt håber kan slå igennem på førsteholdet, og som kan indbringe tocifrede millionbeløb.
Sidste sommer udtalte Brøndbys fodbolddirektør Carsten V. Jensen blandt andet følgende til Viaplay:
– Der bliver investeret mere end nogensinde i Masterclass. Der er hård konkurrence også om at være med i toppen. Og én ting er at udvikle spillere, men en anden ting er også at supplere for de markeder, der er omkring os. Så det er givet, at vi også kommer til at hente spillere udefra, og også talent, til at supplere de spillere, vi får igennem fra Masterclass.
Men selvom der bliver lagt et stort arbejde – og en lige så stor økonomi – i Masterclass, så skal der trykkes yderligere på speederen, hvis man skal holde snor i rivalerne fra Østerbro.