Brøndby får formentlig snart en ny reservekeeper.
Brøndbys første signing i januar synes at være meget, meget tæt på.
Den amerikanske journalist Tom Bogert skrev i weekenden, at Brøndby var ved at hente den unge keeper, Gavin Beavers, og et skifte synes at rykke meget nær.
Læs også: Amerikansk journalist: Schmedes tæt på første indkøb – Henter ny keeper
Hans klub Real Salt Lake bekræfter nemlig via deres sportsdirektør Kurt Schmid, at den 19-årige keeper er tæt på at forlade klubben.
I samme ombæring har den amerikanske klub, der i øvrigt er søsterklub til Brøndby, annonceret på klubbens hjemmeside, at man henter den 27-årige keeper, Mason Stajduhar.
En mand, der er tiltænkt at afløse Gavin Beavers i Real Salt Lake.
Med afløseren på plads og Real Salt Lake, der selv bekræfter meldingerne om Gavin Beavers’ exit, så ligner det blot et spørgsmål om tid, før skiftet til Brøndby kan offentliggøres.
Der er dog formentlig noget papirarbejde, der skal i orden, før aftalen endelig kan offentliggøres.
I Brøndby vil Gavin Beavers få en reserverolle, da Patrick Pentz sidder solidt på posten som 1. målmand på Vestegnen. Der er til gengæld et åbent spot som reservekeeper.
Thomas Mikkelsen har kontraktudløb om et halvt år, mens Jonathan Ægidius efter alt at dømme skal en tur på leje igen, efter man har valgt at afbryde hans ophold i Kolding IF.
Læs også: Benjamin Schmedes snød Brøndby for hollandsk midtbanespiller