Brøndbys midtbanespiller Daniel Wass forstår ikke, hvorfor Brøndby ikke fik tildelt et straffespark, da Andreas Cornelius ramte kuglen med hånden i feltet.
Det endte uforløst på Brøndby Stadion søndag eftermiddag, da Brøndby og FC København delte pointene mellem sig i en 0-0-kamp.
Der var få højdepunkter, men i første halvleg burde Brøndby måske have fået spillets største chance, da Andreas Cornelius tog med hænder i feltet.
Læs også: Jesper Sørensen kigger indad efter Wass-skuffelse
Dommer Jakob Sundberg vinkede dog afværgende, og da VAR ikke blandede sig, kunne spillet køre videre.
Noget, som Brøndbys midtbanespiller Daniel Wass har svært ved at forstå.
– Jeg har svært ved at forstå reglerne. Når der er hånd på i feltet, så plejer de at blive dømt, men åbenbart ikke i dag. Jeg forstår det bare ikke, siger Daniel Wass til TV2 Sport X.
Læs også: Daniel Wass håber på snarlig afklaring: Har ikke hørt fra Brøndby
Mens interviewet kørte, blev TV-billederne vist, og her indskød Daniel Wass så:
– Jeg kan da se, hvor meget hands der er der. Der kan vi da snakke om, at der er kæmpe straffe, udtaler han og tilføjer:
– Jeg ved ikke, om jeg føler mig snydt, men jeg forstår bare ikke reglerne.
Daniel Wass var tilbage i startopstillingen, og han fik samtlige 90 minutter på Brøndbys midtbane.