Daniel Wass havde en god følelse i kroppen inden straffesparket mod AGF, men han havde ikke lige tænkt over, at han skulle stå i en direkte duel mod sin gode ven, Jesper Hansen, der blev skiftet ind efter Bailey Peacock-Farrells udvisning.
Daniel Wass tog ansvaret på sine skuldre, da der skulle sparkes straffespark i søndagens storkamp mod AGF.
Den rutinerede midtbanespiller sendte keeper Jesper Hansen til den ene side og bolden via stolpen i kassen til blå/gul jubel.
Læs også: Brøndby knockoutede AGF: Tæt på førstepladsen
Daniel Wass fortæller ifølge bold.dk, at han havde en god følelse, da han skulle sparke, men alligevel blev lidt nervøs, da han kom i tanke om, hvem han skulle passere.
– Jeg havde en god følelse, men jeg blev sgu lidt nervøs, for det var mod min gode ven Jesper. Den havde jeg sgu ikke lige tænkt over, før jeg skulle sparke, men det var selvfølgelig dejligt at score, siger han ifølge mediet.
38-årige Jesper Hansen blev skiftet ind lige før straffesparket, efter Bailey Peacock-Farrell havde fået et direkte rødt kort for at frarøve Mathias Kvistgaarden en oplagt målchance.
Læs også: AGF-keeper anede ikke, han ville få rødt kort
Det seneste straffespark for Brøndby satte Ohi Omoijuanfo ind mod Vejle B, og ifølge Daniel Wass snakker de to spillere på banen om, hvem der skal skyde. Og søndag blev det så den tidligere danske landsholdsspiller.
– Vi snakker om det, hvem der lige har en følelse i kroppen i forhold til at sparke den ind.
Daniel Wass’ scoring blev den første af tre for Brøndby. Netop Ohi Omoijuanfo kom også på tavlen, mens Nicolai Vallys i anden halvleg satte det sidste søm i AGF-kisten med sin scoring til slutresultatet 0-3.
Læs også: Gigantisk opbakning venter Brøndby-spillerne på Ceres Park