Emmanuel Yeboah returnerer efter alt at dømme til Brøndby til sommer.
Der var store forventninger til Emmanuel Yeboah, som i sommeren 2023 blev hentet i den rumænske storklub, CFR Cluj.
Den ghanesiske angriber blev købt for et tocifret millionbeløb, men han var ikke i nærheden af at få en fast rolle på førsteholdet i Brøndby, og derfor blev han i begyndelsen af indeværende sæson udlejet til Vejle B.
Læs også: Dystre udsigter for Emmanuel Yeboah i Vejle
Livet i Nørreskoven har dog heller ikke været nogen succes.
Den 22-årige angriber fik et acceptabelt antal minutter i efteråret, men i foråret har han været ude af truppen i otte ud af ni kampe, mens han endnu ikke har betrådt græstæppet på Vejle Stadion.
– Han har ikke fået den spilletid, vi havde ønsket, og han havde ønsket. Han er så okay, man kan være, når man ikke spiller. Men det er klart, at det er vitalt for en fodboldspiller at spille, og det kan påvirke humøret. Han træner, så i den forstand er han okay, men han har ikke slået til hos os, siger Vejles direktør Henrik Tønder i podcasten ”Vores Liga”.
Ifølge broendbyforfan.dk’s oplysninger er det så godt som sikkert, at Emmanuel Yeboah ikke fortsætter i Vejle – også selvom Superligaens bundprop står til at miste deres topscorer German Onughka til sommer.
Selvom Emmanuel Yeboah ikke har leveret på træningsbanen, har private omstændigheder også påvirket angriberen, som i februar mistede sin far.
Han fik lov til at rejse hjem til Ghana for at tage afsked med ham, og Vejles cheftræner Steffen Kielstrup fortæller til Bold, at Emmanuel Yeboah i de seneste 14 dage har været ramt af sygdom.
Vejle-cheftræneren vil ikke 100 procent afskrive Emmanuel Yeboah i fremtiden, men meget tyder på, at det peger på en skilsmisse til sommer, når lejekontrakten udløber:
– Man kan sige, at der er ikke så lang tid tilbage, og han har ikke haft så stor en rolle for os her i foråret, så vi må se, hvad der sker. Men det er jo på træningsbanen, at de skal bevise, at de er klar.
Emmanuel Yeboah har til sommer to år tilbage af sin aftale med Brøndby.
Læs også: Knust Emmanuel Yeboah har mistet sin far