Emmanuel Yeboah har altid vidst, at han har mål i støvlerne, fortæller Clement Bischoff, der deler en fremragende anekdote i kølvandet på ghaneserens to scoringer mod Viborg i Superliga-premieren.
Forventningerne var store til Emmanuel Yeboah, som blev hentet til Brøndby sidste sommer for et beløb på den gode side af ti millioner kroner.
Ghaneseren virkede dog ikke som en spiller, Jesper Sørensen kunne finde plads til i sit system, og han måtte tage til takke med blot fem minutters spilletid i ligaen i sidste sæson.
Men søndag aften blev han skiftet ind i premierekampen mod Viborg, og Emmanuel Yeboah takkede for tilliden med to scoringer i den dybe tillægstid.
Clement Bischoff, der sidder ved siden af Emmanuel Yeboah i omklædningsrummet, fortæller, at angriberen hele tiden har vidst, at han har mål i støvlerne.
– Vi har alle sammen vidst, at han kunne noget i boksen. En af de første dage han kom – eller begyndte ikke at spille – fortalte han mig: ”Jeg er ikke ligesom Ronaldo. Jeg er ikke ligesom Messi. Jeg skal have bolden i boksen, så skal jeg nok score. Hvis træneren ikke spiller mig, kan jeg ikke score. Hvis han spiller mig i et par kampe, skal jeg nok lave mål.”, siger Clement Bischoff om Emmanuel Yeboah ifølge Tipsbladet og tilføjer så:
– Det viste han i dag, at han har ret i!
Læs også: Lykkelig Yeboah: Jeg har drømt og bedt for det her
Emmanuel Yeboh trak allerede tidligt i sin Brøndby-karriere overskrifter, for i forbindelse med præsentationen i klubben, valgte han trøjenummer 99.
Simpelthen fordi han kalder sig selv for 99 ideas.
– Han er jo en sjov type. Han kalder sig selv 99, fordi han har 99 idéer til at score mål. Han er en crazy type. Han er bevidst om, hvad han kan. Det er det med at være i boksen, fortsætter Clement Bischoff.
Den unge Clement Bischoff fik også selv en hovedrolle med et flot mål til 1-1.
Læs også: Jesper S. rasende over 3-2-scoring – Wass tager andet mål på sin kappe