Det er ikke en underdrivelse at skrive, at Yuito Suzuki elsker at spille for Brøndbys fanatiske fans. Den japanske offensivspiller udtaler, at han bliver så begejstret, når Sydsiden kalder ham ned til en Fenerbahce-hilsen.
Yuito Suzuki skiftede i sommer fra de vante omgivelser i japanske Shimizu S-Pulse til Danmark, da Brøndby betalte en håndfuld millioner for at få offensivspilleren til Vestegnen.
Den 22-årige japaner har været et positivt bidrag, og i forårspremieren mod FC Midtjylland startede han endda på banen, efter han i efteråret primært var blevet brugt som indskifter.
Læs også: Tilfreds CV om Suzuki: Intelligent, stærk på bolden og hurtig
Yuito Suzuki udtaler i et interview med klubbens hjemmeside, at han trives på Vestegnen, og der er især en ting, som han har svært ved ikke at smile af – nemlig Brøndbys fans.
– Jeg bliver så begejstret, når de kalder mig ned. Vi har nogle vilde fans, så at blive kaldt ned til dem gør mig glad, siger han om den Fenerbache-hilsen, han også oplevede i søndagens topkamp.
– Nu havde jeg prøvet det før mod FC Nordsjælland, hvor det var min første gang, så jeg kunne godt huske, hvordan man gjorde, siger den vævre japaner.
Læs også: Yuito Suzuki ny mand i Brøndby: Vil bære trøjen med stolthed
Yuito Suzuki har spillet hele sin karriere i Japan med undtagelse af en lille afstikker på lån i franske Strasbourg, og han fortæller, at der er meget stor forskel på de japanske- og danske fans.
– Vores fans er fantastiske. I Japan er det slet ikke på samme måde, som det er her. De (Brøndbys fans red,) er langt mere engageret og stemningsskabende. De laver så meget larm på stadion, det er imponerende. Når vi spiller foran dem, giver det mig en masse ekstra energi. Jeg føler mig stærkere med fansenes opbakning, og det betyder meget for mig, lyder det fra Yuito.
Yuito Suzuki har i denne sæson fået 413 minutters Superliga-fodbold fordelt over 12 kampe. Han står noteret for ét mål og én assist.
Japaneren signede i sommer en kontrakt med Brøndby frem til sommeren 2027.
Læs også: Se billedet: Suzuki landet i Kastrup Lufthavn – Skriver autografer til Brøndbyfans